At pådutte og den selvopfyldende profeti!

Man gør sig en stor portion tanker, når man får børn. Ikke kun bekymringer om søvnløse nætter, udvikling og andet, men også en hel del om opdragelse. Især når børnene bliver større. 
Jeg har altid haft en idé om, at jeg vil opdrage mine børn meget ligesom mine forældre opdragede mig. Selvfølgelig er der en del ting jeg vil gøre anderledes, men mange grundlæggende ting, vil jeg gøre som mine forældre også gjorde. Jeg har haft en ganske god barndom og det ønsker jeg mine børn skal have også. 
Heldigvis er Daniel og jeg ret enige om mange ting mht. opdragelse. Vi har ikke haft store diskussioner eller uenigheder. Når der har været punkter, hvor vi er uenige, har vi som regel fundet en god løsning på det. Det er godt at have ens synspunkter, men det er sørme også godt at man er forskellige som mor og far. Især hvis man kan lære af hinanden. 

Man kan have mange idéer til opdragelse. De fleste er vi selv herre over, men andre ting ser vi ikke. 
Jeg kom pludselig til at tænke på, idag, hvordan mange forældre pådutter sine børn forskellige ting. Jeg omformulerer mig. Jeg tror ALLE forældre pådutter sine børn store eller små ting. Mest ubevidst og selvfølgelig med gode hensigter. Vi gør jo det, vi synes er det bedste.
Men jeg tænker på f.eks. når man køber legetøj til dem, putter musik på, læser bøger osv. Det er jo OS som forældre der vælger hvad barnet skal præsenteres for. Hvad VI synes er bedst. Og det er jo godt. Men hvad med den dag, hvor Hannibal kommer hjem og vil se 'Barbie' på computeren (ja, det sker ofte) og vil lege med dukker eller andet? Hvad med den dag, hvor han siger til far, at han ikke vil spille fodbold, men danse ballet?? Hvad med den dag, hvor han vil stemme til højre for midten (Gud forbyde det ;) ) Eller hvad med den dag han KUN vil gå i meget dyrt mærketøj? Osv... Hvor forstående, accepterende og anerkendende er man så? 
Jeg vil jo gerne se mig selv, som ret tålmodig og forstående som mor overfor mine drenge. Jeg regner med, at ville støtte dem i alt... i hvert fald det meste. Hvor går min grænse? Jeg ved det ikke... 
På et tidspunkt skrev nogle søde blogmødre om deres mindre gode forhold til 'Hallo Kitty'. Deres døtre var nemlig helt optaget af Hallo Kitty med alt hvad det indebærer af 'udstyr' og tøj. Det var de mindre tilfredse med. Og det kunne jeg da sagtens sætte mig ind i. Sådan ville jeg sikkert også have det. Jeg køber trælegetøj, genbrugsrangler, 70'er klodser mm. Men for Hannibal var det sjoveste legetøj 'larme-legetøjet' med de frygtelige skrigende farver. Men det var fedt for ham. Når det ikke lige passer ind i 'vores stil' eller forestilling om hvad godt legetøj og tøj er, så er man (læs; jeg og sikkert en masse andre) tilbøjelige til at rakke det ned. 
Jeg synes selv, at jeg burde være bedre til at acceptere, når mine unger måske er til noget andet end jeg. Jeg vil helst ikke være 'hende moderen' der siger "Det får du simpelthen bare ikke!!", hvis barnet vælger Lamaze-sommerfuglen fremfor træranglen. Det burde alle blive bedre til.
Jeg husker tydeligt alt det legetøj Hannibal havde, da han lige havde lært at kravle. Men det sjoveste for ham, var en shampoo flaske (!??). Hvem er jeg hvis jeg så vil pådutte ham noget andet? Prøve at få ham til at lege med andet legetøj, fordi det er mere moderne?? Hvem er jeg, hvis jeg nægter Hannibal at få en bluse på med Disney-tryk fremfor de hjemmesyede smækbukser, fordi det ikke lige passer ind i min stil? Jeg synes i hvert fald ikke, at jeg er en specielt accepterende og anerkendende mor hvis det var tilfældet. 

En anden ting jeg har tænkt over mht. opdragelse er den der form for selvopfyldende profeti. Det vi siger til børnene, er det de tager til sig. 
'Du driller', 'du spiser ingenting', 'du er sød' osv. Min kloge mor siger, at børn gør ikke som man siger. De gør som man gør! Det er jo så sandt. Men de 'gør' også det man siger de 'er'! Mine forældre sagde altid; 'Du er rigtig fars pige' eller 'du er så hidsig altid' osv. Det er først i mine voksne år, og faktisk først rigtigt efter jeg mødte Daniel og har fået børn, at det er gået op for mig, at det ikke nødvendigvis er lov, det man har fået fyldt ørerne med som barn.. og egentlig stadig får at vide. Men man lever ubevidst op til de forventninger. Både som barn og voksen. 
Det er lettere sagt end gjort, at undgå at sige hvordan ens børn er, til dem selv. Men jeg tænker ofte over det og jeg vil helst undgå at pådutte dem hvordan de er, hvorefter de dermed lever op til denne selvopfyldende profeti. De 'gør' som man siger de 'er'. 
At sætte ord på deres følelser er helt noget andet. Det gør vi meget herhjemme og Hannibal sætter ofte ord på følelser. 'Mor er sur', 'Hannibal er glad' osv. Men det bare en del af udviklingen. At pådutte dem hvordan de ER, synes jeg er noget andet. 

Med det sagt, vil jeg sige, at jeg ikke er perfekt som mor!! Ingen er perfekte og heldigvis! Jeg gør sikkert dagligt samtlige af de ting, jeg helst vil undgå. Men jeg gør mig tanker om det og prøver at se indad og lave om på den måde, jeg aller helst vil undgå at være overfor mine børn. Jeg synes det er SÅ spændende og interessant at opdrage. Jeg ser det som en lærerig og fantastisk del af mit liv, at kunne være med til at opdrage. At kunne give kærlighed og viden videre. På godt og ondt. 
Hvilke udfordringer kommer der om et år? Om 10 år? 

Uanset hvad, så tror jeg at mine forældre gjorde hvad de synes var det rigtige, ligesom jeg vil gøre hvad jeg synes er rigtigt. Og hvis man gør det bedste man kan, kan ingen forlange mere. 

Hvad synes I? Hvad har I tænkt meget over mht. opdragelse? Hvad er jeres svage sider? Hvad er I trætte af i den kollektive opdragelse i samfundet? Hvad er 'normen'? Og er det egentlig normalt?

Jeg vil slutte af med at sige, at jeg ikke er 'efter nogen'. Jeg synes ikke jer skønne mødre i blogland skal 'skamme jer' over de ting I nu skriver om mht. børn ;) Overhovedet ikke. Jeg er som sagt ikke bedre selv. Det er bare tanker jeg har lyst til at dele og gerne vil høre jeres mening om.  

Håber I vil tage godt imod det :)